Julie Det var min 10-års fødselsdag. Jeg havde stadig det lille værelse ved siden af legeværelset, med køjesengen og den lille kommode. Det var nytårsaftensmorgen, og min mor, storesøster og storebror kom ind - syngende fødselsdagssang.

    Gaven var en lille hvid konvolut. Indeni var et kort fra min mor med beskeden om, at jeg måtte få en hund. Endelig havde års plagen givet resultat. Betingelsen var at det var en lille hund. Økonomien var ikke den bedste, så den skulle kunne flytte med i lejlighed, hvis vi blev nødt til at sælge huset.
    Mor havde haft skotte som barn, så hun spurgte om det kunne blive en sådan en. Jeg ville bare gerne have hund, så jeg gik med til en skotte.

    Endelig oprandt dagen hvor vi skulle ned og vælge hvalpen. Det skulle være en pige. Storesøster Naia skulle med, for det var hende, der havde overtalt mor til, at jeg måtte få hund. Så vi satte os ind i den gamle bil og kørte af sted mod Præstø. Dengang virkede det som en dagsrejse.

    Det var ikke nemt at finde, og lige da mor og Naia var ved at komme op at skændes, gik bilen i stå. Vejen var lille og flankeret med små træer, og der var marker så langt vi kunne se. Men da det var før mobilens tid, så havde vi ikke andet valg end at begynde at gå.

    Huset, som var vores bestemmelsessted, var en stor rød kasse med en indhegnet have med frugttræer på den ene side. Derude løb en brindlet skotte. Jeg faldt for den med det samme. Den var henne og kigge på os, hilste med et enkelt vuf og gik ellers videre med sine egne sager. Jeg skulle senere finde ud af, at det var faren til min lille hvalp. På døren stod et lille diskret skilt med Danskot. Noget Mor studsede meget over, - det virkede meget bekendt.

    En spinkel lyshåret dame åbnede døren, og vi kom ind i en stue, hvor der i det ene hjørne stod en kravlegård med westiehvalpe og i den anden en med 3 små sorte skottehvalpe. Naia var straks henne ved westierne, men jeg fandt straks de små sorte. 1 han og 2 tæver. Hannen var solgt, men vi kunne vælge mellem tæverne. Jeg ville have den, der lå og sov i hjørnet. Helt uimponeret af vores ankomst, - ligesom ham i forhaven.

    Hvordan der egentlig skete kan jeg ikke huske, men Naia og jeg legede med hvalpene, og da vi kiggede op igen, var vores mor bænket i sofaen med bunker af papirer foran sig. Det viste sig at den skotte, som mine bedsteforældre havde haft, også havde været fra kennel Danskot. Og det skulle jo undersøges. Så hun og den søde lyshårede dame, som hed Lillian, begyndte at kigge på stambøger. Det varede længe, inden vi begyndte vores hjemrejse med beskeden om at finde på et navn, der startede med w.

    Heldigvis kunne Lillians mand noget med biler, så han hjalp med at få vores i gang igen.

    6 uger senere kørte vi ind til København. Lillian skulle alligevel til byen og havde taget vores lille ny hvalp med. Jeg havde fundet frem til navnet Wictoria, selvom mor sagde det ikke var med w. Hun var den sødeste lille sorte bamse i hvalpetrim. Hun sad på mit skød hele vejen hjem.

      Regnvejrsdag -